Fredag den 22. januar 2010 kl. 18 til 21 inviteres du til en smagning af seks helt vilde biovine på Suhr’s (Professionshøjskolen Metropol) i København. Efter et par timers kommenteret smagning er der Bo-brød, pølse, vinbar og fri hygge i en times tid.

Prisen er 150 kr. per deltager (125 kr. for medlemmer af SSS – hvis du ikke ved, hvad det står for, så er du nok ikke medlem + Suhr’s’ studerende og undervisere). Sted: SUHR’S, Pustervig 8, København K

Vi bliver pisket med den for tiden. Ikke en spalte går fri, og ingen velopdragen middagskonversation er uden elementer af vores kollektivt nyfundne økopræference.Vin er ingen undtagelse. Supermarkederne har så småt opdaget, at der er salg i økologisk vin, mens specialimporten tager skridtet fuldt ud og koncentrerer retorikken omkring biodynamik.

Men hvad er egentlig meningen med al den avlsprincipielle namedropping? Kan vi ikke være ligeglade med, hvordan frugten er dyrket, hvis vinen smager godt? Smager økologisk og biodynamisk vin overhovedet godt? Eller ligger værdien primært i signaler og sociokulturel identifikation?

Mød op til en vinsmagning, der vender det kritiske blik 180 grader rundt og glor biotrenden grundigt under sine brogede skørter. Vi smager seks økologiske og biodynamiske vine, taler terminologi, metode, sanselighed, kultur og selvforståelse. OG bliver småberusede, rødkindede og næstekærlige :-)

Tilmelding til Marie Sainabou Jeng på tlf. 26 14 72 60 eller sss@suhrs.dk