Torsdag den 9. april kl. 18-20 har vi brug for din hjælp til at vælge de vine, vi skal slubre hele sommeren. Kom og vær med til en smagning af 10-12 lækre norditalienske vine, kommenteret af autoriseret vinbums Rasmus Holmgård
Det koster 100 kr. at deltage i smagningen, og i dagens anledning kan du få smagning + den store aftenantipastiplatteting til en samlet pris af 150 kr. Så skulle påskefesten være reddet.
Nok er skærtorsdag traditionel renselsesdag, men vi hverdagsasketer kan nok tillade os en lille fugtig plet på det likvidgastronomiske regime, når det nu er påskeferie og den slags.
Derfor har vi inviteret Rasmus Holmgård, vinskribent og gastronomisk ballademager, til at kommentere alle de vine, vi har i fast rotation på Underwood, tillige med en stribe nye bud på lødige forårs- og sommerbællere fra vores faste leverandører.
Vi bruger et par timer på at krydse drøbler med so ungefähr et dusin spændstige, saftige, forfriskende og læskende yndigheder i både hvid og rød, og undlader ikke at krænge trusserne af hele batteriet af kraftfulde røde krabater fra den øverste hylde.
I forbindelse med smagningen vil det være muligt at købe vinene med hjem til en eller anden selvsagt vanvittigt lav pris, som importørerne selv må styre. Der kan betales med dankort i baren.
Du kan tilmelde dig vinsmagningen på ajottosen@yahoo.com. Send endelig invitationen videre i systemet, og tag din kæreste/ven/mor/hund med.


Skriv en kommentar
Kommentar feed for denne artikel